Tiden trak vejret i Antibes
¨Le Nomade¨ der skuer ud over Middelhavet
Efter en lang periode uden oplæg på vores blog, har skipper igen fået lysten til at skrive. Nogle perioder er uden tvivl hårdere end andre, og specielt den sidste tid vi havde i Middelhavet var fyldt med rigtig meget planlægning.
Og når planlægningen ikke tog vores tid, så var det naturligvis vores forsøg på at være så meget i nuet som muligt – at suge alle de indtryk og oplevelser til os, som vi kunne.
Omend to år undervejs fylder sindet med en endeløs række af oplevelser og minder, så var vores sidste måneder i Middelhavet meget følelsesladede. Tanken om, at det vi oplevede, måske var for sidste gang. Var det her det sidste marked? Den sidste byfest, den sidste strand, ankerplads, delfin, hval eller solopgang til søs?
Uvisheden kunne gøre en ufattelig bedrøvet, men samtidig åbnede den vores øjne. Den gjorde os mere modtagelige – mere til stede – og lærte os at værdsætte hvert øjeblik for det, det var.
Antibes – hvor tiden trak vejret
Det daglige madmarked i Antibes
Efter Menton, som var min sidste beretning med billeder og beskrivelser, sejlede vi til Antibes.
Vejret på den årstid – februar – var ualmindeligt uforudsigeligt, og vi brugte lang tid på bare at vente på det rette vejrvindue. Men når vejret ikke tillader sejlads i det tempo, vi måske havde sat hovederne lidt op til, så sker der noget andet: vi giver os tid til bare at være.
Her var Antibes virkelig et skønt sted at bruge tiden. Og vi forstod lige pludselig meget bedre, hvorfor så mange nordfra vælger at bosætte sig her.
De gamle gader i den historiske bydel bugner af liv og charme. Små specialbutikker, duften af krydderurter, restauranter i hver en afkrog – fra rustikke familiekøkkener til noget langt mere moderne og mondænt. Alt sammen i en ramme af smalle, solvarme gyder og huse med skodder i falmet okker og lavendelblå.
Vi fandt hurtigt en rytme i Antibes – en langsom, levende puls der vuggede os gennem dagene. Det var en by, der med sin ro og sin skønhed gav os plads til både eftertænksomhed og nærvær. Vi gik ture på bymuren, hvor Middelhavet åbnede sig som en levende horisont, og vi spejdede mod det ukendte, men mærkede samtidig hvor meget vi stadig var forankret her.
Bonjour, ça va?
Midt i denne stemning – midt i byen – mødte vi en mand, vi aldrig glemmer.
Nede i bunden af havnen, lige ved det gamle fiskemarked, sad han. En ældre mand, hjemløs og stille, men alligevel nærværende på sin helt egen måde. Hans hud bar spor af et liv med saltvand og sol – mørk, rynket, fyldt med historie. Noget i hans blik mindede om Hemingways gamle fisker – ikke i dramatisk kamp med havets kæmper, men som én, der kendte havet og dets vejrtrækning.
Han sad der dagligt, med sin lille analoge radio, hvor franske sange sivede ud mellem bådenes skrog og de skrattende havmåger. Som om musikken var det sidste anker til en verden, der for længst havde ændret kurs.
Han sagde aldrig meget – og vi heller ikke. Men vi hilste altid: "Bonjour, ça va?"
Og han svarede altid med et varmt smil og et "Ça va bien, et tu?"
Det blev et lille ritual. Et menneskeligt nik. En respekt.
Han sad og snakkede lidt med fiskerne, der kom ind i deres små både. En del af det hele – selvom mange gik forbi ham uden at se ham, uden at hilse, uden at byde ham noget.
Flere gange, når vi hentede morgenmad hos bageren, spurgte jeg, om han ville have noget med. Han takkede altid pænt nej. "Non merci."
Om det var af høflighed, stolthed, eller simpelthen fordi han ikke havde brug for mere – det ved jeg stadig ikke. Mit franske rakte ikke til at finde ud af det.
Men måske var det heller ikke nødvendigt at forstå alt.
Måske var det nok bare at se ham. Og lade ham vide, at vi gjorde.
I Antibes blev det tydeligt, hvordan et sted kan favne både afsked og tilstedeværelse. Hvordan et menneske, vi kun delte få ord med, alligevel kunne betyde noget. Hvordan en by kunne lægge ro over en melankoli, der ellers truede med at fylde alt.
Vi efterlod noget af os selv i Antibes. Som vi har efterladt noget af os selv alle de steder vi har været. Og tog lige så stille en del af byen med videre, med nordpå og med til hvad der bliver et nyt hjem.
