Gennem Europa på hjul
Genakkeren ude på det sidste stræk fra Port De Bouc til Séte
Det startede som en tanke og det var lidt en skør tanke, men ikke desto mindre var det en tanke, der over tid havde rumsteret hos os.
Vi havde i lang tid haft vores tur gennem de franske kanaler planlagt ned i detaljer, men vi havde også hele tiden været skeptiske. Vores båd var, i Middelhavsdimensioner, ikke en stor båd. Ofte følte vi os meget små, når vi fik en marina-plads overfor 50-, 60-, 70- og endda mere end 100-fods sejlbåde. Så føltes 42 fod ikke længere så stort – vi var nærmest mindre end nogle superyachts’ gummibåde.
Men til de franske kanaler var vi store. Anbefalingerne fra VNF (de franske kanalmyndigheder) var tydelige: dybder over 180 cm blev frarådet. Både med op til 220 cm dybgang kunne dog sejle via bestemte ruter.
Dybgang og bekymringer
Vi stikker 190 cm i saltvand. Vores vandlinje er optegnet ved 190 cm, så vi var ret sikre på, at vi med fulde tanke mv. ikke stak mere. Snarere 1–2 cm mindre. Men ferskvand var mindre tæt end saltvand – ca. 2,5 % mindre – og det betød, at vores båd sank en smule mere i ferskvand. Når vi regnede på det, steg vores dybgang med cirka 2,5 %, og vi landede på 195 cm. Vi var altså et godt stykke over VNF’s anbefaling.
Vores oprindelige rute gennem europa
Usikkerheden omkring de franske kanaler havde uden tvivl fyldt en del hos os. Vi havde ikke råd – hverken økonomisk eller tidsmæssigt – til at strande halvvejs gennem kanalerne. Vores to store børn skulle være hjemme og klar til skole i august. Og båden var vores hjem. Der stod ikke et hus eller en lejlighed og ventede på os i Danmark. Alt, hvad vi ejede og havde med os, var på vores 13 x 4 meter sejlbåd.
Hvorfor kanalerne til at begynde med?
Vi overvejede, om vi skulle sælge båden dernede. Men det ville hurtigt blive en kompleks og dyr proces: båden skulle lægges på land, alle vores ting skulle transporteres hjem, og vi skulle finde et sted at bo i Danmark. Lagerleje, boligudgifter og rejser frem og tilbage for at tilse båden ville hurtigt overstige omkostningen ved at sejle den hjem.
Derudover lå der noget dybt følelsesmæssigt i at tage båden med hjem. Den havde været vores hjem, vores base og vores hverdag gennem lang tid – og det føltes helt forkert at efterlade den. Det at komme hjem på samme måde, som vi tog afsted, havde stor symbolsk værdi.
Samtidig var vi nysgerrige. Kanalerne lovede noget unikt. Vi havde hørt fra mange sejlere, at turen var både smuk og eventyrlig. Muligheden for at sejle gennem Paris, opleve natur man normalt ikke så fra vejnettet, og mærke et helt andet tempo – det var noget, vi virkelig gerne ville.
Teori og virkelighed
Vi havde hørt rygter om, at det kunne lade sig gøre med 195 cm dybgang – at andre havde gjort det – men vi fandt aldrig nogen med direkte erfaring, som havde sejlet samme bådstørrelse ad samme rute. Vi savnede en person, der kunne sige: "Min båd stikker 1,95, og jeg sejlede der i år – det gik fint." Det fandtes ikke.
Og da VNF begyndte at melde ud, at man forventede lav vandstand i år, blev det en stor rød lampe. Vi erfarede senere, at nogle strækninger mellem Lyon og Paris var helt nede på 1,4 meter – normalt 2,2. Det var ikke bare lavt. Det var et no-go.
Hvis vi strandede midtvejs – ude i en skovstrækning, langt fra kraner og lastbiler – ville vi være afhængige af slæb på landjorden eller skulle sejle tilbage for at finde et egnet sted at komme på land. Det ville både forsinke os og koste endnu mere nedpakning og arbejde. Og det havde vi simpelthen ikke luft til – hverken tidsmæssigt eller mentalt.
Andre muligheder – og hvorfor vi valgte den løsning
Vi overvejede andre muligheder: transport til La Rochelle og sejlads over Biscayen; eller til Dunkerque og videre op gennem Den Engelske Kanal. Men tids- og omkostningsmæssigt stod det hurtigt klart, at det var marginalt dyrere at få båden helt til Kiel – og til gengæld ville vi så være i Østersøen, hvor vi gerne ville sejle resten af sommeren. Den ro og frihed det gav os, vejede tungt.
Nedpakning og forberedelse
Targabøjlen og solceller blev afmonteret så båden kunne transporteres på lastbil.
Transporten forløb rigtig godt. Den sværeste del var faktisk at klargøre båden til transport – og det krævede næsten sit eget blogindlæg. Kort fortalt skulle masten pakkes, sejl, vanter og stag fjernes, og stort set alt dæksudstyr inklusive targabøjle, solceller, redningsflåde og rat afmonteres og stuves ned i båden. Det var en udfordring i sig selv, når man samtidig boede på båden.
Vi boede på båden helt frem til den blev taget på land, omkring den 21. april. Vores jolle blev lånt plads til hos havnen, aflåst og sikkert. Men det var vemodigt. At afmontere alt det, der havde været vores daglige liv og frihed i Middelhavet, føltes som at afmontere et stykke af os selv.
Transporten af både og økonomien
Vores forsikring hos Pantaenius dækkede transporten, og de havde i øvrigt generelt været en rigtig god partner på vores rejse. Der var dog lidt bump på vejen – bl.a. misforståelser med havnen i Seté omkring opbevaring af masten – men alt i alt gik det godt.
Sleepy Yachttransport viste sig at være et rigtig godt valg. Vi indhentede ikke tilbud fra andre, men hørte om dem via netværk, og at de lå i Kiel talte også for. Prismæssigt kunne man diskutere, men deres tilgang var professionel, og de havde tydelig erfaring med transport af både i vores størrelse. Referencelisten med store producenter som Bavaria og Hanse talte sit tydelige sprog.
Transporten fra Seté til Kiel kostede os omkring 94.000 DKK. Hertil kom optagning i Seté (ca. 500 euro), søsætning i Kiel (ca. 150 euro) og påsætning af mast (vi samlede selv, men fik Kohlhoff Rigging til at gennemgå det med os – anslået 3.000 DKK).
Dertil kommer der selvfølgelig at vi skulle transportere os fra Séte i sydfrankrig til Kiel i nordtyskland. De Franske toge fungerede virkelig godt og vi kunne tage tog fra Séte til Avignon, hvor vi tilbragte nogle dage i en Airbnb lejlighed, og derfra tage det franske TGV mod en omstigning i Frankfurt hvor et tysk tog så tog os det sidste stræk direkte til Kiel.
Hele tog turen løb op i 5500 dkk hvilket kunne gøres en smule billigere hvis vi havde været ude i bedre tid.
Det er specielt at se ens hjem blive pakket på en lastbil
Tilbage i vandet – og tilbage til sejladsen
Imens båden var på lastbilen, tog vi toget til Avignon og nød nogle dage i byen. Den 5. maj rejste vi videre med TGV til Frankfurt og derfra videre med DB til Kiel. En behagelig og overkommelig rejse.
Da båden ankom til Kiel, fik vi den rigget til igen. Targabøjlen, solceller, dæksudstyr og påhængsmotoren blev genmonteret, og vi fik hjælp af Kohlhoff Rigging i Schilksee til at få masten på igen. Båden blev søsat i Olympiahafen Schilksee, og vi brugte en lille uge på at gøre alt klar igen.
Det var en periode præget af praktiske opgaver og mange beslutninger. Det var først efter vi kom helt hjem – til Aarhus-området – at følelserne omkring afskeden med Middelhavet begyndte at melde sig. For særligt kaptajnen havde det været en svær proces at fordøje. Men det hørte til et andet og mere personligt indlæg, som kommer senere.
Var det prisen værd?
Det korte svar - Ja.
For selvom den samlede pris på transporten af båden løb op i over 100.000,- kr. så kunne det godt betale sig for os. Som en familie på 5, hvor båden er vores eneste hjem så så vi på andre alternativer. Få båden sejlet hjem (hvilket både var risiko, tid og økonomi) eller få den solgt i middelhavet.
I begge tilfælde ville det betyde, at vi skulle ud og leje en bolig i Danmark som vi kunne bo i. Enten midlertidigt eller fast frem til vi kunne købe hus. Og i alle de udregninger vi lavede, så var transport på lastbil i sidste ende den mest økonomisk forslaget måde at gøre det på. I særdeleshed da båden og har en affektionsværdi for os og har været vores hjem i snart 3 år med alt hvad det medfølger af oplevelser.
Nu står vi så på den anden side - Tilbage i Danmark - hvor vi stadig kan bo på båden. Kan bruge den over sommeren, vinteren og til næste år mens vi får styr på den nye hverdag der venter lige om lidt. Nemlig skole, arbejde og en tilværelse med lidt mere faste rammer.