Italiensk roadtrip #2 - Colloseum
Et imperiums storhed og fald
Vores første dag i Rom bød på høj sol og behagelige dagstemperaturer. Det var en varm velkomst til byen, vi længe havde set frem til at udforske, og vi fik da også gået næsten 10 km gennem de historiske gader.
Efter en tiltrængt nats ro blev vi mødt af en grå og helt stille dag. Skyerne hang tungt over byen, og da vi går ud af lejligheden, mærker vi, hvordan små friske regndråber hænger tungt i luften. De samler sig på byens tagrender højt over os, og når vi går tæt på husmurene for at søge læ, mærker vi regelmæssigt, hvordan tunge dråber rammer os i nakken.
Vi kan gennem den disede brostensbelagte gade se antydningen af et grønt neonbelyst kors fra et pharmacia. Gennem den slørede dis afslører skiltet 10 grader, men det føles som minusgrader.
En tung historie time
Håbets farve når aldrig helt igennem disen, og mens vi går rundt i Colosseum, falder regnen tungere. Som et symbolsk tæppe bøjer den vores nakke for de tusindvis af års historie, der har formet stedet med blodsudgydelser og kampe. Vi går rundt blandt tusindvis af års historie – liv er blevet levet og taget i den arena, vi nu ser ned på resterne af, og vi kan næsten fornemme ekkoet fra de tusindvis af tilskuere, der hujende har været med til at bestemme gladiatorernes skæbne.
"Var det her, de kæmpede mod løver?" spørger Norah, mens hun kigger ned mod arenaens midte, hvor burene engang var placeret. Vi forklarer, at ja, gladiatorer kæmpede mod både dyr og hinanden – ofte til døden. Tristan ser undrende på os: "Men hvorfor gjorde de det? Det lyder helt vildt uretfærdigt." Vi fortæller, at det var en form for underholdning dengang, ligesom vi i dag ser fodboldkampe eller film – men det var meget mere voldeligt. Det var også en måde for kejseren at vise sin magt og give folket noget at samles om.
Vi forklarer, at Colosseum blev bygget i år 80 e.Kr., og at det kunne rumme over 50.000 tilskuere. Det var et af de største og mest imponerende bygningsværker i verden dengang. Tristan tænker sig lidt om: "Men hvorfor er det så i stykker nu? Blev det bare forladt?" Det leder os videre til en snak om, hvordan Romerriget langsomt gik i opløsning over mange år på grund af krige, økonomiske problemer og interne stridigheder. Colosseum blev brugt til mange forskellige ting efter imperiets fald – blandt andet som bolig og stenbrud. Men at det også var naturkatastrofer der var med til at ødelægge det.
Fra storhed til forfald
På vej videre mod Palatinerhøjen og Forum Romanum fortsætter vi samtalen. Norah undrer sig over, hvordan Romerriget kunne blive så stort. "De var meget dygtige til at organisere sig," forklarer vi. "De byggede veje, havde en stærk hær og gjorde det nemt for folk i hele riget at handle og tale sammen. Men de kunne ikke holde det hele samlet for evigt." Tristan tilføjer, "Det er lidt ligesom, når man bygger et meget stort tårn i Lego. Hvis man ikke passer på, vælter det til sidst." Vi griner og siger, at det faktisk er en ret god sammenligning.
Det er meget få steder i verden, vi kan gå rundt og se så mange storslåede bygningsværker, som vi kan her i Rom, og fra toppen af Palatinerhøjen virker listen af storslåede bygningsværker næsten endeløs: Forum Romanum med sine ikoniske ruiner som Basilika Julia, Basilika Aemilia og Curia Julia; Colosseum, der står som en påmindelse om antikkens storhed; Titusbuen og Konstantinbuen, der hædrer romerske sejre; samt det vidtstrakte Circus Maximus, hvor vognløb engang fandt sted. Herfra kan vi også skimte Domus Augustana og Domus Flavia, kejserpaladsernes imponerende ruiner, og længere væk rejser Kapitolhøjen sig med Monumentet for Victor Emmanuel II. Selv den mindre kirke San Sebastiano al Palatino og tempelruiner som Venus og Romas tempel kan skimtes.
Trods kulde og regn giver Betina og jeg os selv tid til, at nyde udsigten mens Norah, Tristan og Konrad har fundet på en leg i baggrunden. Selv på en tung, grå og regnfyldt dag er byen betagende og vi er hurtigt enige om, at det er en by vi må besøge igen.
Vejret nåede aldrig at klare op, mens vi gik rundt blandt de gamle ruiner. Tværtimod. Regnen var nærmest konstant tiltagende, og efter nogle timer med kig på gamle bygninger måtte selv familiens mindste ben give op. Nu ville Konrad gerne hjem – kulden havde fundet sin vej helt ind til marv og ben. Fødderne var trætte og våde, og vores hoveder fyldt med indtryk.
