Chiavari
Vi ankom til Chiavari uden de store forventninger. De sidste to havne, vi havde været i, var pæne, men havde ikke det store at byde på. Det var ret tydeligt, at deres primære sæson var sommeren.
Strandleg, Portofino og sneklædte bjerge i baggrunden
Chiavari ligger smukt placeret med udsigt til Portofino. Solen står op bag byen, og med vinterens specielle farver oplyser den indsejlingen til Portofino og giver den en smuk glød. Knap 10,5 time senere (her i februar) glider solen stille ned under havets overflade og indhyller Chiavari i de smukkeste varme farver med de mørke bakker i baggrunden som dens lærred.
Byens historie
Chiavari er en af de byer, hvor man tydeligt kan se historien i gaderne. Byen kan dateres helt tilbage til før romertiden. Dengang var området bosat af liguriske stammer, som primært beskæftigede sig med handel og søfart. Med sin strategiske placering langs den liguriske kyst fungerede Chiavari som et vigtigt knudepunkt for vareudveksling mellem det indre Italien og de maritime handelsruter i Middelhavet.
Da romerne erobrede regionen i det 2. århundrede f.Kr., blev byen en del af det romerske vejnet, hvilket styrkede dens handelsmæssige betydning. Romerne udviklede infrastrukturen og anlagde veje, herunder Via Aurelia, der forbandt Chiavari med større byer langs kysten. Efter Romerrigets fald oplevede byen en periode med uro og invasioner, særligt fra lombarderne og senere saracenske pirater, hvilket førte til behovet for forsvarsværker.
I middelalderen blev Chiavari en del af Republikken Genova, en af de mest magtfulde søfartsrepublikker i Italien. Under genovesernes styre blomstrede byen, og der blev opført en række imponerende bygninger, herunder kirker og paladser. Byens karakteristiske portici (overdækkede arkader) blev anlagt i denne periode og er stadig en væsentlig del af byens arkitektoniske charme i dag.
I slutningen af 1700-tallet kom Chiavari under fransk kontrol, da Napoleon opløste Republikken Genova og integrerede området i den Liguriske Republik. Efter Napoleons fald i 1815 blev Chiavari en del af Kongeriget Sardinien, og i 1861 blev byen en del af det nyforenede Kongerige Italien.
I begyndelsen af det 19. århundrede opnåede byen international anerkendelse for sin Chiavari-stol, som blev designet af den lokale møbelsnedker Giuseppe Gaetano Descalzi. Denne lette og elegante stol blev hurtigt populær blandt aristokratiet og spredte sig senere til hele verden.
I det 20. århundrede udviklede Chiavari sig fra at være et regionalt handelscentrum til også at blive en populær turistdestination. Byen bevarede sin historiske arkitektur og sine traditionelle håndværk, samtidig med at den voksede som et moderne samfund.
En italiensk leveby
Da vi ankommer til Chiavari, bliver vi langsomt indhyllet i den livsstil, dens indbyggere fører. Ret hurtigt åbner byen sig op for os som det levested, den er. Byens katedral er byens centrum, og rundt om hjørnet ligger Piazza Mazzini, der dagligt lægger plads til det madmarked, der suger de lokale til sig. Grøntboder, fiskehandlere, oste, skinker, pølser og kyllinger på spyd. Markedet er fyldt med friske råvarer, og det er tydeligt, at de lokale bruger markedet som deres primære handelssted.
Byen er ikke fyldt med supermarkeder. Vi kan enkelte steder finde en "Carrefour Express", eller hvis vi går helt ned i den anden ende af byen, kan vi handle i Conad, der har et lidt større udvalg. Byen er ikke blevet opslugt af internationale supermarkeder – de lokale har kvalitetssans og støtter trofast op om lokale handelsbutikker, uanset om det er antikvitetshandleren, boghandlerne eller det store udvalg af tøjbutikker, delikatesseforretninger og spisesteder.
Fristet af at blive
Vi er kommet til et sted, hvor vi tydeligt kan mærke, at livet leves. I hverdagene er gaderne fyldt med mennesker, og når weekenden rammer, er der endnu flere. Vi overraskes over, hvor loyale de lokale er overfor byens handelsliv. Flere af caféerne er flere hundrede år gamle, og på en af restauranterne, som vi besøger, har de lige fejret 120-års fødselsdag – vel at mærke som familieejet spisested. Familien bor selv i bygningen over restauranten, og overalt på væggene hænger fotografier fra et helt århundrede.
Når vi oplever byer, der kan så meget, er det svært at sejle videre. Vi kan altid finde noget at lave, og vi mangler ikke noget. Mad og delikatesser i endeløse rækker og havnepromenaden, der ligger lige op til stranden, er det perfekte værested, når børnene vil lege, og vi voksne vil træne, drikke en kaffe eller bare sætte os op på promenadecaféen og nyde livet, imens ungerne leger på stranden.
Alligevel må vi sige på gensyn til en af de skønneste byer, vi har været i. Vi har en deadline, vi skal nå. Vi skal være i Sète omkring den 10. april og vil fortsat gerne nå at opleve det sydfranske.
Forude venter de sidste stop, inden vi igen kan hejse det franske gæsteflag.
