Portoferraio
“Vores rejse er ikke lang i sømil – men lang i fordybelsen og forståelsen af kulturer og mennesker.”
Udsigt mod Forte Stella fra Forte Falcone
Vi tilbragte over to måneder i en lille italiensk middelhavsby og havde siden august været i Italien. Vi har fødselsdage, jul og nytår. Vi fandt en hverdag med skole, bådbørnehave og et utal af cafébesøg, bistroer og små restauranter. Langsomt faldt vi ind i det italienske tempo, hvor historien ikke bare var noget, vi læste om, men noget, vi levede midt i.
I oktober forlod vi Olbia efter næsten to måneder på Sardinien. Det blev en af de der perioder, hvor vi sejlede langsomt – som vi hele tiden har gjort. Efter nogle uger på Corsika fandt vi vej til Portoferraio på Elba.
For os var Portoferraio en oplagt havn at bruge vinteren. Ikke kun på grund af beliggenhedenen, men også fordi vi fra "Sejlskibet mormor" havde fået stedet anbefalet. Og ret hurtigt, efter vi havde lagt til i havnen føltes det som det helt rigtige valg.
Portoferraio var en by, der ikke bare emmede af historie, men også gav os følelsen af at tage et skridt tilbage i tiden. Den slags steder, hvor man kunne mærke, hvordan lag på lag af fortællinger havde sat sig i murerne, brostenene og den helt særlige ro, der prægede byen.
Vi oplevede tydeligt, hvordan historien havde formet stedet. Den naturlige havn, der udgjorde byens fundament, havde gennem årtusinder tiltrukket mennesker – først Etruskerne og siden Romerne.
De første bosættelser
Portoferraios historie begyndte længe før, byen fik sit nuværende navn. Allerede i Etruskernes tid – omkring 800-400 f.Kr. – spillede området en rolle som handelsknudepunkt. Øens rige forekomster af jernmalm gjorde den attraktiv for de tidlige civilisationer, der brugte havnen som et sted at udvinde og eksportere råstoffer.
Senere, da Romerne tog over, blev Elba ikke kun kendt for minedrift, men også som en destination for luksuriøse villaer, hvor velhavende romere kunne trække sig tilbage. Et af de mest kendte eksempler var Villa delle Grotte, der stadig kan besøges. Her kan man næsten fornemme, hvordan livet måtte have været dengang – med en panoramaudsigt over havet og øens grønne landskab.
Byens renæssance og Mediciernes indflydelse
I middelalderen var Elba og Portoferraio en scene for stridigheder mellem forskellige magter, hvor pirater og rivaliserende kongeriger gjorde øen til et både farligt og eftertragtet sted. I 1548 kom vendepunktet, da Cosimo I de’ Medici, storhertugen af Toscana, besluttede at forvandle Portoferraio til en næsten uindtagelig fæstningsby.
Han navngav byen Cosmopoli – efter sig selv – og satte gang i byggeriet af nogle af de mest imponerende forsvarsværker i Middelhavet. De tre vigtigste bastioner, Forte Stella, Forte Falcone og Torre della Linguella, står stadig som monumenter over Mediciernes vision. Byens mure beskyttede ikke kun indbyggerne, men også den værdifulde jernmalm, der blev skibet ud herfra, og som gav byen dens nuværende navn: Portoferraio, jernhavnen.
Napoleon på Elba
Men det var nok Napoleons korte eksil på Elba i 1814-1815, der har gjort Portoferraio mest kendt. Efter sit nederlag blev han sendt hertil og tilbragte 300 dage på øen. Trods sin status som eksil hersker var han langt fra inaktiv. Han moderniserede Elbas infrastruktur, forbedrede administrationen og byggede veje, som stadig ses den dag i dag.
Hans residens, Villa dei Mulini, lå højt over havnen og har en fantastisk udsigt over byen og det omgivende hav. Det var let at forestille sig, hvordan han her planlagde sin tilbagevenden til magten, mens han udnyttede Elbas naturlige skønhed og strategiske beliggenhed. Villa San Martino, hans sommerbolig lidt uden for byen, fortæller endnu mere om hans tid på øen.
Fra fortid til nutid
Efter Napoleons tid blev Portoferraio en del af det forenede Italien, og byens rolle ændrede sig gradvist fra en fæstningsby til en levende havn. I det 19. og 20. århundrede begyndte minedriftens betydning at falme, og turismen blev i stedet en ny livsnerve for byen.
Da vi gik langs de gamle bymure, så ud over havnen fra Forte Falcone og satte os på de små caféer med udsigt til de farvestrålende bygninger, er det tydeligt at mærke hvordan byen har ændret sig gennem tiderne.
Portoferraio blev ikke bare et sted på vores rejse, men en oplevelse, der blev en del af os. Vi kom dertil for vinteren og blev der fra november til midten af januar. Da vi sejlede videre, efterlod vi et lille stykke af os selv – og tog samtidig minder med, der altid vil være en del af vores rejse.
English version
“Our journey is not long in nautical miles – but it is deep in immersion and understanding of cultures and people.”
We spent over two months in a small Italian Mediterranean town, having been in Italy since August. We celebrated birthdays, Christmas, and New Year’s. We found a rhythm to our daily life with school, a boat kindergarten, and countless visits to cafés, bistros, and small restaurants. Slowly, we adapted to the Italian pace, where history wasn’t just something we read about but something we lived in the midst of.
In October, we left Olbia after nearly two months in Sardinia. It was one of those periods where we sailed slowly – as we always did. After a few weeks in Corsica, we made our way to Portoferraio on Elba.
For us, Portoferraio was an obvious choice for our winter harbor. Not just because of its location, but also because we had been recommended the town by Sejlskibet Mormor. And quite quickly after docking in the harbor, it felt like the perfect choice.
Portoferraio was a town that didn’t just exude history but also gave us the feeling of stepping back in time. The kind of place where you could sense how layer upon layer of stories had settled into the walls, cobblestones, and the unique tranquility that defined the town.
We clearly felt how history had shaped this place. The natural harbor that formed the town’s foundation had attracted people for millennia – first the Etruscans, then the Romans.
The First Settlements
Portoferraio’s history began long before the town got its current name. As early as Etruscan times – around 800-400 BCE – the area played a role as a hub of trade. The island’s rich deposits of iron ore made it an attractive site for early civilizations, who used the harbor as a place to extract and export raw materials.
Later, when the Romans took over, Elba became known not only for mining but also as a destination for luxurious villas where wealthy Romans could retreat. One of the most famous examples was Villa delle Grotte, which can still be visited today. Here, you can almost imagine what life must have been like back then – with panoramic views of the sea and the island’s lush landscape.
The Renaissance and the Influence of the Medicis
During the Middle Ages, Elba and Portoferraio were a stage for conflicts between different powers, with pirates and rival kingdoms making the island both dangerous and highly coveted. The turning point came in 1548, when Cosimo I de’ Medici, Grand Duke of Tuscany, decided to transform Portoferraio into an almost impregnable fortress town.
He named the town Cosmopoli – after himself – and initiated the construction of some of the most impressive fortifications in the Mediterranean. The three key bastions, Forte Stella, Forte Falcone, and Torre della Linguella, still stand as monuments to the Medicis’ vision. The town’s walls not only protected its inhabitants but also the valuable iron ore that was shipped from here and which gave the town its current name: Portoferraio, or "Iron Port."
Napoleon on Elba
However, it was probably Napoleon’s brief exile on Elba in 1814-1815 that made Portoferraio most famous. After his defeat, he was sent to the island and spent 300 days there. Despite his status as an exiled ruler, he was far from inactive. Napoleon modernized Elba’s infrastructure, improved administration, and built roads that are still visible today.
His residence, Villa dei Mulini, sat high above the harbor with a fantastic view of the town and the surrounding sea. It’s easy to imagine how he planned his return to power here, drawing inspiration from Elba’s natural beauty and strategic location. Villa San Martino, his summer residence a bit outside the town, tells even more about his time on the island.
From Past to Present
After Napoleon’s time, Portoferraio became part of unified Italy, and the town’s role gradually shifted from being a fortress city to a vibrant harbor. In the 19th and 20th centuries, the importance of mining waned, and tourism instead became a new lifeline for the town.
As we walked along the old town walls, looked out over the harbor from Forte Falcone, and sat in the small cafés overlooking the colorful buildings, we could feel how the town had changed over time.
Portoferraio wasn’t just a place on our journey – it became an experience that became part of us. We came there for the winter and stayed from November to mid-January. When we sailed on, we left behind a small piece of ourselves – while taking with us memories that will always remain a part of our journey.