Pompeij
Da vi kørte mod Napoli kunne vi hurtigt se, at vi ville ankomme i god tid til vores lejlighed. I så god tid, at vi forventeligt ikke ville kunne komme ind før tid. Så vi udnyttede tiden, og kørte direkte mod byen Pompeji.
De to store havde i ugen op til efterårsferien haft emneuge omkring Italien, og her tilegnet sig viden bl.a. omkring Pompeji. Børnene (og de voksne!) glædede sig til med egne øjne, at se den by, der tilbage i år 79 AD blev dækket af et tykt lag aske, da Vesuv gik i udbrud, og henlagde byen øde og i al glemsel.
Pompeji er lige dele imponerende, dystert og skræmmende. Vejret var denne dag solrigt med pletvise skyer, og mens vi gik gennem de tomme ruiner kunne vi konstant mærke skyggen fra Vesuv, der tårner i baggrunden som en sovende kæmpe, ingen ved hvornår vil vågne.
Pompeji er imponerende stor. Byggeriet veludført og smukt. Flere huse med gulve af farverige kakler i forskellige mønstre og figurer. Vi står i midten af, hvad der for næsten 2000 år siden var en levende by med gader, bade og markedspladser. En by hvor livet blev levet med udsigt til middelhavet, men i skyggen af Vesuv.
Vi gik ikke dybt ned i historien og rundede ikke hvert et gadehjørne i byen. Det var slet ikke nødvendigt, for vi kunne snildt forestille os, hvad der skete, og det løb os koldt ned af ryggen, da vi så de askedækkede lig, der lå fremvist bag glasmontre, rundt om i byen.
Vesuv ligger stille hen, og er et beundringsværdigt syn uanset, hvor man er i området, og for nu er vulkanen i ro, men stadig klassificeret som en aktiv vulkan, der sidst var i udbrud i 1944.
Hvornår vulkanen går i udbrud igen, er der ingen der ved, men det er uhyggeligt at tænke på, at området omkring Vesuv bør kunne evakueres på 72 timer. Når man står og beskuer vulkanen, og ser hvordan den er plastret til med bygninger og mere end 700.000 indbyggere, virker det næppe realistisk. Forhåbentlig er det ikke noget, der sker lige foreløbigt.
Vi forlod Pompeji til solens sidste striber af lys, og kørte mod Napoli, hvor vi mødte en helt anden by, end vi havde ventet.
