Mod vatikanstaten

Da vi i går besøgte Colosseum, Forum Romanum og Palatinerhøjen, var dagen præget af gråvejr og regn – et symbolsk tæppe over de dystre begivenheder, der engang fandt sted i den ikoniske arena. Det føltes næsten, som om vejret spejlede historiens tyngde.

På vores sidste dag i Rom blev vi mødt af noget helt andet. Vejret virkede næsten modsat – en klar vinterblå himmel og solens varme stråler kastede et gyldent skær over byen, da vi satte kurs mod Vatikanstaten. Om det var et tegn, skal jeg ikke sige, men der lå en forunderlig ro og lyshed i luften, som om dagen ville fortælle en anden slags historie.

For at nå frem, startede vi dagen med en tur til Roma Termini, hovedbanegården, hvor vi fandt vores vej til metroen. At stige ned i metroen i Rom føles som at træde ind i en ny verden. De travle gader med deres historiske facader og evige summen af liv forsvinder, mens rulletrapperne fører os nedad. Den friske vinterluft bliver afløst af en tung, fugtig atmosfære, der lugter af beton og motorolie – en kontrast, der i sig selv er en oplevelse.

Når toget ruller ind på perronen, mødes vi af et væld af lyde: hjulenes skingre hvinen mod skinnerne, de tunge døre, der åbner med et metallisk suk, og et virvar af stemmer på italiensk, engelsk og mange andre sprog. Inde i vognen er metroen en miniudgave af Rom. Trætte blikke fra natarbejdere, turister, der klamrer sig til kort eller mobiltelefoner, og gadesælgere med deres varer i hænderne – alles liv er flettet sammen i et kort øjeblik, før de stiger af og fortsætter deres egne veje.

For børnene er det et univers af indtryk. Deres nysgerrighed er tydelig, mens de observerer menneskene omkring os og stiller spørgsmål om deres liv og historier. Det er i disse øjeblikke, vi som familie mærker, hvordan rejser ikke kun handler om destinationerne, men også om de små mellemrum – som en tur i metroen, der sætter vores tanker i gang.

Toget stopper ved Ottaviano, og mens vi følger strømmen af mennesker mod udgangen, lægger vi mærke til en nonne foran os. Hun er klædt helt i hvidt, med et sort hovedklæde og bevæger sig roligt, næsten som et fyrtårn, der leder os frem. Hendes tilstedeværelse føles symbolsk, som om hun viser vejen til noget større.

Da vi træder ud af metrostationen og følger hende rundt om et hjørne, viser obelisken på Peterspladsen sig foran os. Centrum for Vatikanstaten står badet i det klare morgenlys. Pladsen er fyldt med mennesker, og køen til Peterskirken snor sig i en endeløs linje. Vi beslutter os hurtigt for at springe kirken over og i stedet tage os tid til at lade atmosfæren på pladsen synke ind. Vi havde om morgenen smurt madpakker i lejligheden, så vi sætter os i solen ved én af de mange hvide søjler og spiser vores frokost.

Da vi fortsætter rundt, bemærker vi de farvestrålende uniformer fra Schweizergarden. De leder vores tanker hen på livet bag murene til Vatikanet – en verden, der føles lige så mystisk som fascinerende. Hvilket liv lever de her? Hvordan ser deres hverdag ud? Samtalerne flyder, og vi prøver at sætte os ind i, hvordan epicenteret for katolicismen ligger beskyttet bag de høje mure i midten af Rom.

En pause i solen

Videre fra Peterspladsen går vi gennem byen mod Castel Sant’Angelo. Om det er sådan året rundt, ved vi ikke, men byen er fyldt med vejarbejde, renoveringsarbejde og afspærringer. Så vi finder med nød og næppe en vej ind til Castellet og går via stierne på fæstningens vestlige side, sydom og mod broen, der fører til hovedporten.

Lyset falder skarpt på de gamle mure, og mens vi går rundt om Castellet, kan vi hele tiden se op mod toppen, hvor ærkeenglen Mikael står og skubber sit sværd ned i skeden som en symbolsk afslutning på en krise.

Statuen er en reference til en legende fra år 590, hvor pave Gregor den Store ledte en procession gennem Rom for at bede om en ende på den pestepidemi, der havde hærget Rom i flere år. Den samme epidemi, der begyndte sin hærgen i Europa omkring år 541 og også fik sit tag på Mellemøsten og Nordafrika. Den nuværende statue er ikke den originale, men en moderne udgave lavet i 1753 og er for mange et ikonisk symbol for Castel Sant’Angelo og Roms historie.

Efter at have forladt Castel Sant’Angelo og krydset Tiberen førte vores vej os gennem de snørklede gader i det historiske centrum. Vi fandt os selv ved Piazza di Sant’Apollinare, hvor vi spottede Café Gusto – et lille pusterum midt i byens livlige puls. Solen stod stadig lavt på himlen, men dens varme var præcis, hvad vi havde brug for efter vores gåtur rundt ved Vatikanstaten og Castel Sant’Angelo.

Vi slog os ned ved et bord udenfor og nød den rolige atmosfære, der på magisk vis syntes at gemme sig på dette lille hjørne af Rom. Betina bestilte en cappuccino, mens jeg lænede mig tilbage og nød en kold øl. Børnene fik hver deres sodavand og satte sig straks til rette med tegneblokke og spil. Tristan var dybt optaget af at skitsere Colosseum, efter et maleri der hang foran et lille atelier på den anden side af gaden.

For os voksne var det en tiltrængt pause. At sidde på en lille torvecafé midt i Rom, mens ungerne var fordybet i deres egen lille verden, er bestemt ikke det værste sted at tilbringe en frisk novemberdag. Det gav os en tiltrængt mulighed for at tale om de oplevelser, de sidste dage havde givet os.

Videre gennem Rom

Små pauser i midten af en storby er ofte forbundet med en overraskende ro, selvom hverdagen og byens travlhed fortsætter rundt om os. Ofte finder vi os nødsaget til at rykke lidt på stolen for at give plads til en forbikørende bil eller scooter.

Vi går videre fra Café Gusto og finder vej forbi Piazza Navona og tæt forbi Pantheon. Tempoet er ikke højt, og vi kan godt fornemme de foregående dages mange skridt, hvor vi, med vores sidste dag i Rom, ender med at have gået mere end 30 km gennem Roms mange smukke gader.

Så da vi endelig rammer lejlighedens trygge rammer, er der ikke noget at sige til, at vores ben og hoveder er trætte. Trætte, men også fyldte med oplevelser fra en storby, vi siden vores sommer på Mallorca havde set frem til at opleve.

Men vi er ikke færdige med at opleve. Næste dag byder på en tur til lufthavnen, hvor vi havde booket en lejebil, så vi kunne tage den knap 2,5 times køretur til Napoli, Pompei og Vesuv.