Tidlig afsted mod lufthavnen, hvor vi skulle hente vores lejebil. Undervejs stopper vi på et af vores stamsteder og får os en café med den obligatoriske morgencroissant.

Beslutningen om at blive i Olbia for en tid traf vi nogle dage forinden. Så når vi nu alligevel ville blive, kunne vi lige så godt få oplevet øen fra landsiden.

Det er ofte noget, vi føler, vi mangler, når vi kommer til nye spændende steder og udelukkende opholder os til vands. At se oplandet til de steder, vi besøger – en havn er ligesom bare en havn – med variationer selvfølgelig. Men ofte byder oplandet på nogle helt andre oplevelser og historier, der har været med til at definere et områdes eller endda et helt lands historie.

Og vi vil, sådan helt oprigtigt, gerne vise den respekt over for lokalbefolkningen, at vi tager os tid til at opleve deres historie. Lære dem og deres historie at kende, og det føler vi ikke rigtigt, vi gør, ved blot at opholde os langs kysterne. Så når muligheden byder sig, griber vi den ofte.

De støvede historietimer blæses til live af Mistralen

Både Betina og jeg husker ikke historietimerne i folkeskolen som noget synderligt sindsoprivende. Læreren var ofte mere støvet end de bøger, vedkommende hev frem til os elever, og for hvert støvede host, vedkommende kom med, sad man som elev og troede, de var døden nær.

Den opfattelse af historie ønsker vi at ændre for vores børn. For sandheden er, at historie kan være afsindigt spændende, hvis det videregives på den rigtige måde.

Det er slotte, riddere og kampe om overlevelse. Det er sørøvere, skjulte skatte og et helt kontinents rejse op gennem tiderne til den moderne verden, vi lever i i dag.

Så selvfølgelig kræver vores sardinske roadtrip en vis mængde historiefortælling. Fra nuragher, små kongedømmer og interne kampe til Middelhavets handelsruter og saracenernes hærgen i området.

Castello di Pedras

Vi befinder os i Olbia, en handelsby, der kan spores helt tilbage til 1800 f.Kr. Og lige uden for Olbia ligger Castello di Pedras. Selvom stedet i dag mest er ruiner, så fungerede det tidligere som udsigtspunkt for området. Strategisk ligger det med udsigt til både land og vand, og derved kunne der nemt varsles, hvis fjender nærmede sig.

Stedet blev bygget mellem det 12. og 14. århundrede og har været brugt frem til slutningen af det 15. århundrede, hvor den politiske situation på Sardinien ændrede sig, og stedet blev overflødigt.

Turen mod Castello di Pedras går langs små krogede veje for til sidst at ende ud i støvede grusveje. Da fæstningen er bygget på en klippehøj, går turen fra den nærliggende parkeringsplads via små stier og stejle trapper op mod toppen. Undervejs, mens man kæmper sig op ad de smalle trapper, der ligger ukurant og skævt fordelt, føler man sig næsten som en del af Ringenes Herre.

Krogede træer og grene hænger ind over stierne, og man skal ofte dukke sig for at komme igennem.

Når man har kæmpet sig til tops, bliver man mødt af en udsigt, hvor Isola Tavolara pryder i den østlige retning, og Monte Pino, der med sine 743 meter tårner mod himlen i vest.

Vi får alle kæmpet os til tops, og da vi, undervejs til stedet, kommer forbi en Lidl, fik vi købt ind til en interimistisk frokost, vi kan nyde til udsigten af bjergkæder og charterfly, der lander i Olbia.

Posada

Efter indtagelsen af frokosten får vi kæmpet os ned ad de skæve trapper mod parkeringspladsen, hvor vores lejebil holder, og vi begiver os sydpå.

Knap 40 minutter syd for Olbia møder vi Posada. Det er ikke en tilfældighed, at vi har valgt at sætte GPS’en til Posadas koordinater. Som en del af byen tårner endnu en klippe sig op fra det ellers flade område, og på toppen ligger Castello della Fava.

En fæstning på toppen af den 120 meter høje klippe, hvor byens huse klamrer sig til siderne. Små gader og stræder snor sig som en labyrint mod toppen.

Vi har parkeret bilen for foden af klippen, og med løfte om is til ungerne går vi roligt gennem de små gader mod toppen, hvor vi mellem husene og over deres gamle rødmossede tegltage får små kig til havet mod øst.

Knap halvvejs til toppen finder vi en lille café i et snævert hus. Den italienske værtinde får på gebrokkent engelsk sagt, at der stadig er plads på tagterrassen, og at den byder på en smuk udsigt. Vi får med ungernes is i hånden kravlet til tops, hvor udsigten, sandt nok, kommer til sin ret.

Posada har sine rødder helt tilbage til nuraghe-tiden (1800 til 500 f.Kr.), men det er først i det 12. århundrede, at Castello della Fava blev opført og havde sin storhedstid gennem middelalderen, hvor det fungerede som fæstning og udsigtspunkt over farvandet mod øst, hvor det ikke var uvant, at saracenerne (arabiske pirater) kom forbi.

Vi når aldrig helt til tops. Da vi nærmer os de sidste trappetrin mod toppen, bliver vi mødt af en kvinde, der, i sit lille kontrolbur, stopper os og siger, vi skal købe billet. På traditionel italiensk vis er det selvfølgelig noget, vi skal gøre på hovedkontoret, 100 meter nede ad gaden.

Turen mod billetkontoret og mødet med et prisskilt til den lidt høje side får os til at gå videre gennem de små gader. Udsigten er stadig smuk, og fra de få, men hyggelige caféer, vi går forbi, strømmer stemningsfuld musik ud gennem de halvlukkede skodder.

Turen tilbage mod Olbia er med ro på bagsædet. Tre trætte børn, der sløvt hænger op ad hinanden, giver ro til hovedet, og vi nyder synet af landskabet, der roligt skifter, mens vi kører nordpå.

I morgen venter endnu en dag. Endnu en sardinsk roadtrip og flere oplevelser af Sardò