Sorgente Su Gologone

Tidligt om morgenen satte vi kursen sydpå fra Olbia, hvor Strada Statale 131 snor sig gennem det sardinske landskab og fører os dybere ind i det hjerte, der er Supramonte-bjergkæden. Vores destination var Sorgente Su Gologone, en af Sardiniens mest fascinerende naturlige kilder. Kilden ligger i Gennargentu Nationalpark, et område, der strækker sig over Supramonte-bjergene og rummer noget af øens mest uberørte og vilde natur. Her finder man stejle klipper, dybe kløfter og utallige skjulte perler, som kun venter på at blive opdaget.

Undervejs gjorde vi et stop ved Pond of San Teodoro, da vi havde hørt, at der var flamingoer i området. Vi var heldige at opleve dem, selvom det kun var på afstand, og det var en fascinerende oplevelse at se disse elegante fugle i deres naturlige omgivelser.

Sorgente Su Gologone er ikke blot et smukt naturområde, men også en kilde omgærdet af en vis mystik. For det er endnu ikke blevet kortlagt, hvor dybt kilden stikker, og hvor vandet præcist kommer fra. Denne uvished giver stedet en særlig magi, som trækker os dybere ind i den sardinske natur. Kilden udspringer fra kalksten og løber ud i Cedrino-floden med mere end 300 liter i sekundet, hvilket skaber en imponerende kraft, der vidner om naturens styrke og kompleksitet.

Efterhånden som vi bevægede os mod Sorgente Su Gologone, blev det tydeligt, at vi var trådt ind i det tidlige efterår. Træernes blade på de barske bjergsider havde fået en brunlig nuance, og når kraftige vindstød strømmede gennem dalene, kunne vi se bladene blive blæst op i luften og danse mod den klare himmel. En efterårsagtig melankoli indhyllede landskabet, men det gjorde kun oplevelsen mere betagende.

Bortset fra en busfuld af pensionister havde vi naturområdet for os selv. Små stier snor sig langs Cedrino-floden, og vi gik på opdagelse i fred og ro. Sommerens varme havde sat sit præg på floden, som lå udtørret og bar. Vi kunne let hoppe fra den ene side til den anden uden at få våde fødder, hvilket gav os en følelse af, hvor stor en magt årstiderne har over dette område.

Efter at have set kilden og gået langs floden, satte vi kursen mod Oliena for at spise frokost. Vi lod os inspirere af små skilte langs vejen, som nævnte forskellige spisesteder, og besluttede os for at følge dem uden at have undersøgt noget på forhånd. Under kørslen endte vi bag en lokal vinbonde, som kørte i en gammel udtjent Fiat med en anhænger fyldt med store kurve af vindruer. Det var tydeligt, at vi nærmede os sæsonen for vinhøst, og synet af de saftige druer mindede os om, hvordan Sardiniens årstider påvirker både naturen og kulturen. Vi fandt vej til Ristorantino Masiloghi – Ristorante Tipico Sardo, og det var en virkelig god oplevelse. Retterne var rustikke og autentiske, og vi nød at smage på det bedste fra det lokale sardinske køkken, mens vi sad omgivet af de smukke efterårsfarver. Det er netop den slags steder, hvor man virkelig kan smage, hvordan områdets kultur og natur går op i en højere enhed.

Nuraghe Land - Nuraghe Santa Christina

Efter frokosten satte vi kursen mod Nuraghe Santa Christina. Køreturen gennem landskabet var betagende, med bløde bakker og sollys, der spillede mellem træerne, og hele området emmede af historie. Nuraghe Santa Christina er en af de mange nuragher på Sardinien – imponerende stenstrukturer bygget af øens tidlige beboere mellem 1900 og 730 f.Kr. Det er et af de bedst bevarede arkæologiske steder på øen og har en helt særlig betydning, både historisk og spirituelt.

Ved indgangen var der en lille café, som tydeligvis var et samlingspunkt for de lokale – hårdtarbejdende typer, der tog en pause med en kop kaffe. Deres nærvær gav stedet en særlig atmosfære, som forenede fortid og nutid.

Køreturen gennem landskabet var betagende, med bløde bakker og sollys, der spillede mellem træerne, og hele området emmede af historie.

Santa Christina består af et nuraghe-tårn samt en helligdom og en brønd, der har fungeret som kultsted gennem årtusinder. Det er fascinerende at stå ved de gamle stensætninger og tænke på, hvordan disse strukturer har spillet en central rolle i beboernes liv – både som forsvarsanlæg og som samlingspunkt for religiøse ceremonier. Mens vi gik rundt, mødte vi en gruppe spirituelle typer, som syntes at søge ro og inspiration i de gamle stensætninger. Der var en kø af mennesker, som ventede på at komme ned til brønden og røre ved vandet. Mange af dem var i bare tæer og iført boheme tøjstil, og de var tydeligt meget bevægede af stedet. Flere gik to og to ned til bunden af brønden og kom grædende op, mens de holdt i hånd og takkede hinanden for oplevelsen med et intenst blik i øjnene. Selvom der var mange mennesker, var der en utrolig ro og stilhed over stedet, som gav en følelse af dyb respekt og fællesskab. Det var tankevækkende at opleve, hvordan et sted kan fungere som noget så vigtigt for så mange mennesker. Nuragherne på Sardinien har en tung mystik over sig, og det er let at forstå, hvorfor de har haft en så central plads i beboernes liv.

Da vi kørte væk fra Santa Christina, snakkede vi om, hvor spændende historien om nuragherne er, men vi blev også enige om, at vi nu havde set rigeligt af nuragher og gamle bygninger for en tid. Der var enighed om, at næste dags eventyr skulle byde på noget helt andet. Vi havde ikke lavet konkrete planer, og det passede os fint, da vi alle var mættede af indtryk. Vi besluttede os for at tage næste dag stille og roligt og se, hvad der ville ske.

En Rejse Gennem Sardiniens Landskaber

På vej hjem valgte vi en vestlig rute via Macomer og Giave. Der var flere byer på vestkysten af øen, som vi gerne ville have besøgt, men som vi ikke havde tid til. Orgosolo i bjergregionen og Bosa på vestkysten stod højt på vores ønskeliste. Det var en smuk afslutning på dagen, hvor landskabet skiftede mellem åbne marker og små, snoede veje, der ledte os tilbage mod vores base. Vi kørte gennem byer som Macomer, kendt for sine gamle nuragher og sin strategiske beliggenhed som en knudepunkt mellem nord og syd, og Giave, som ligger malerisk på en bakketop omgivet af grønne enge og marker. Under kørslen kunne vi mærke roen sænke sig, og vi nød synet af landskabet, der langsomt skiftede karakter i takt med solen, som var på vej ned bag bjergene. Endnu en dag på Sardinien var slut, og endnu en oplevelse af øens mange facetter var føjet til vores rejsefortælling.