Vi forlader Pompeji og kører langs foden af Vesuv mod Napoli. Solens sidste stråler strømmer ind i bilen og blænder os alle en smule. Biludlejningsfirmaet i Rom havde opgraderet vores billeje og givet os en større hybridbil med kæmpe soltag, hvor ungerne kan sidde og stirre op i himlen og periodisk skimte toppen af Vesuv, når skyerne giver frit blik.

Turen mod centrum af Napoli bliver mere og mere kaotisk, som vi nærmer os centrum. Alle biler dytter, uden at vi helt er sikre på, hvad de egentlig dytter efter. Er det os, bilen ved siden af os, eller gør de det bare, fordi alle andre gør det?

Det er en helt anden trafikkultur, vi møder, og de almindelige vigeregler synes at være blevet skyllet væk med frokostens obligatoriske glas vino rosso. Uden system snegler vi os langs industrihavnen mod Napoli Centrale, som er byens hovedbanegård.

Vi har booket lejlighed i Arenaccia-distriktet. Vi havde på forhånd ikke undersøgt det store om byen, men gik efter en lejlighed, hvor vi kunne være, hvis vejret slet ikke var med os. At lejligheden så ligger i et af byens mest hektiske områder, kom som lidt af en overraskelse, og vi får med nød og næppe navigeret vores opgraderede lejebil gennem den tætte, hektiske trafik til gaden, vi skal bo på.

Kun for at opdage, at det, de lokale mener, er ''gadeparkering'', er som en slåskamp i det vilde vesten.

Klokken har efterhånden ramt 18-tiden, og vi er alle ved at være godt trætte efter dagens køretur og oplevelser i Pompeji. Så med lidt held får vi fundet et nærliggende indkøbscenter med 24/7-parkering til overpriser.

Fra parkeringshuset til lejligheden skulle vi gå knap 10 min. Ikke en lang distance for nogen, men når man er træt efter en hel dags rejse, så kan det virke som langt, og vi får med trætte ben slæbt os gennem bydelen til lejligheden, hvor vi hurtigt bliver enige om, at byen allerede har overrasket os meget – og det er ikke på en positiv måde.

En overraskende by

I de efterfølgende dage prøver vi at udforske byen. Området omkring lejligheden er et virvar af beboelse, gadeboder og butikker. Bydelen virker på ingen måder som et område, der bliver vedligeholdt og passet på.

Skraldet flyder i gaderne, og folk virker ligeglade med, at der er skrald overalt. Og det er ikke underligt, for vi ser gang på gang, at der bare smides affald midt på gaden, selvom der nemt kan findes en skraldespand.

Napoli virker på alle måder som en kaotisk by. En by, hvor det eneste, der lader til at fungere og blive passet på, er deres madvarer. På hvert gadehjørne finder man små street-food-boder, grønthandlere, fiskebutikker og slagtere, og det er tydeligt, at de bliver brugt. For det kan være svært at finde et ganske almindeligt indkøbscenter uden at skulle tværs igennem bydelen.

Napolis bygninger er beskidte, og når der skal fixes noget, så bliver det gjort på en facon, som aldrig ville blive godkendt hjemme i Danmark. Eller for den sags skyld i andre middelhavslande. Det er ikke, fordi byen ikke har en smuk side, men det er nemt at fornemme, at byen ikke har det samme turismegrundlag og derved prioriterer renovering af byen i samme grad som andre, mere nordlige, italienske byer. Byens skønhed kommer derfor aldrig helt til syne, men er skjult bag et lag af snavs, smog og affald, der flyder.

Vores dage i Napoli er gode. Pizzaen er fantastisk og er kommet ind på en solid 2.-plads på vores ''Italiens bedste Pizza - Rangliste''. Maden i byen kan noget helt specielt, og til trods for en kaotisk by, så er det spændende at opleve kontrasterne i det land, vi har valgt at bruge vinteren i. Fra den rolige og lidt ''landlige'' ø-stemning på Elba, den smukke natur på Sardinien, metropolfornemmelsen i Rom og ikke mindst den kaotiske bymidte i Napoli.

Den kontrast, vi oplever, er noget af det unikke ved den tur, vi er på. Det er noget, vi på en 14-dages sommerferie aldrig ville få indsigt i, og selv over flere rejser på et år til samme land, er det ikke givet, at vi ville kunne samle de forskelligheder til et helhedsbillede af et land.

Og selvom vi (mest jeg, Patrick) sagde, at vi aldrig ville tilbage til Napoli efter den opfattelse, vi fik af byen, så vil det måske være en god idé at gøre det. At besøge byen, bo i et andet distrikt, gå i nogle andre gader og spise nogle nye steder, så vores billede af byen kunne blive en smule mere nuanceret.

Vesuv – tæt på, lige ved og næsten

Vi er taget til Napoli for, primært, at opleve to ting:

-Pompeji

-Vesuv

At vi så bor i Napoli og får oplevet en af Italiens sydlige byer, er kun et plus i bogen. Pompeji så vi på førstedagen af vores tur til Napoli, og som vi nærmer os sidste dagen, står et besøg til toppen af Vesuv på skemaet.

Vi har på forhånd booket og betalt for adgang til toppen og sørger for at køre i god tid, så vi kan bruge god tid på at vandre til toppen. På vej ud af byen fornemmer jeg (Patrick), at bilen ved lav fart opfører sig lidt sjovt, men tænker, det blot er vejens ujævnheder og de mange opbremsninger, der gør det.

3,9 km.

Så langt når vi op ad bjerget, før bilen sætter ud. Uden yderligere advarsel går bilen i ''kravle-mode'', og vi kan kun med nød og næppe køre op ad den stejle bjergvej. Hybridbatteriet er ikke opladet, så med tomt batteri og en slatten, hostende benzinmotor får vi med nød og næppe kørt bilen ind på en holdeplads. Bilen dør langsomt, lugter fælt, og prøver vi at køre, hopper den mere, end den triller.

Efter en lang dag måtte vi opgive Vesuv. Skuffede og trætte vender vi tilbage til Napoli – endnu en oplevelse rigere.

Skal vi sige på gensyn?

Napoli, aldrig igen – det er et lidt hårdt statement, men det var den følelse, vi sad med, da vi d. 1. december hoppede ombord på lyntoget fra Napoli mod Rom.

Napoli havde været en oplevelse. Et mindre kulturchok oven på vores dage i Rom, men også en brat opvågning om, hvor stor forskel der kan være på et lands byer, og der havde Napoli i den grad ramt os på en anden måde, end vi tidligere havde oplevet. Byen er rodet og et trafikalt kaos. Bygningerne er medtagne og ikke særlig godt vedligeholdt. Affaldet flyder i gaderne, og man får en følelse af, at byen har givet op på sig selv.

Alligevel er Napoli ikke uden charme – eller måske rettere sagt: Napoli har en råhed og autenticitet, der er svær at finde andre steder. Det er en by, hvor kontrasterne næsten slår en omkuld. Hvor den ene side af gaden kan emme af liv og glæde med duften af nybagt pizza og friskbrygget espresso, mens den anden side nærmest fortæller en historie om forfald og ligegyldighed.

Selvom vi flere gange sagde, at vi aldrig ville vende tilbage, har vi også lært, at førstehåndsindtryk kan være både præcise og uretfærdige. Måske ville Napoli vise os en anden side, hvis vi besøgte byen igen med mere tid, en anden indgangsvinkel og lidt færre forhindringer undervejs. For det er nok netop det, der gør Napoli så anderledes: Byen kræver tålmodighed og et åbent sind for virkelig at kunne forstå dens kompleksitet.

Så, skal vi sige på gensyn? Måske. Ikke nu, ikke lige med det samme – men en dag, hvor vi er klar til at tage imod Napolis kaos med et smil og måske endda værdsætte dets skæve charme. For selv i alt rodet gemmer der sig små glimt af skønhed, som man kun kan finde i en by, der nægter at lade sig gøre til noget, den ikke er.